Nyhedsbrev - april

14. april 2017 10:20 , af Uffe Kåre Rasmussen

Kære alle.

Anemonerne blomstrer - foråret er over os og vandtemperaturen er så småt på vej op. Det kan man også se på aktivitetsniveauet i klubben. I skrivende stund har hele 83 af klubbens medlemmer roet 6.002 km og det tegner til ny kilometerrekord i klubbens rokort.

Ro i klubben - børn og unge på træningslejr til d. 23. april
I disse dage har de voksne medlemmer klubben for sig selv, da klubbens børn og unge er på træningslejre i Cannes og Sabaudia. Vi kan derfor garantere dig et varmt bad efter roturen 😊 ikke mindst fordi klubbens naturgasfyr er blevet udskiftet. Børnetræningen begynder igen d. 24. april, hvorefter turkajakkerne er reserverede mellem kl. 16:45-19 mandage og onsdage.

Tilmeldinger til pligtarbejde slettet ved en fejl
Beklageligvis må vi bede alle om at melde sig til pligtarbejdet igen, da en forivret oprydning i klubbens administrationssystem havde den utilsigtede konsekvens, at tilmeldingerne blevet slettet. Tilmeldingsfristen er d. 30. april kl. 9.00 til pligtarbejdet d. 6. maj og 30. september. Jeg beklager ulejligheden.

Nyt begynderkursus fra d. 23. april
Som du måske har læst på vores hjemmeside afholder vi kun ét begynderkursus i år. Til gengæld forsøger vi os med en ny struktur, der skal give en bedre introduktion til både kajak og klub. Kurset strækker sig frem til Skt. Hans og lægger op til fællesroning med klubbens øvrige medlemmer, når de seks kursusdage er gennemført. Den 24. april afholder vi teknikretning for de nye og alle øvrige interesserede. Det tegner til at blive et tilløbsstykke med 35 deltagere på nuværende tidspunkt (tilmeldingsfrist d. 17/6). For at styrke tilknytningen til klubben beder vi de 12 nye medlemmer arrangere en social begivenhed i klubben. Det bliver spændende at se, hvad de finder på og vi glæder os! Husk at turkajakkerne er reserveret til kurset i perioden d. 23. april til 4. maj søndage mellem kl. 9:45-16 og tirs-/torsdage mellem kl. 17:15-20:30. Du kan læse mere om kursusforløbet her.

Hjælp klubben ved Bagsværd Regatta d. 2-4. juni og aftjen dit pligtarbejde
Regatta Gladsaxe – et samarbejde mellem Nybro-Furå, Gladsaxe Kano og Kajakklub og 361 - afholder forsommerens største kano- og kajakstævne på Bagsværd sø. Vi har brug for hjælp og det vil glæde os meget, hvis du kunne afse tid til at hjælpe en eller måske flere dage ved eller på søen. Vi starter fredag eftermiddag og slutter søndag. Du kan melde dig til ved at følge dette link til Regatta Gladsaxes hjemmeside.

Har du lyst til at lære mere og måske lære fra dig?
Bestyrelsen er ved at konkretisere en uddannelsesplan for 2017-18. Med denne plan inviterer vi alle interesserede til at udvikle deres egenfærdigheder og sikrer, at vi i samarbejde med Dansk Kano og Kajakforbund får mere gang i klubbens uddannelse af instruktører på alle niveauer. Kontakt Uffe Kåre Rasmussen fra bestyrelsen, hvis du vil høre mere. Vi lancerer planen på hjemmesiden inden for de kommende måneder.

Kom til standerhejsning d. 6. maj kl. 15
Formand Per Arentoft er taget med de unge på træningslejr i Cannes og vi ser frem til at høre hans rejsebeskrivelse ved årets standerhejsning d. 6. maj kl. 15-17. 

Kontortid
Første mandag i hver måned mellem kl. 17 og 19 sidder vi klar til at modtage henvendelser på kontoret eller på telefon 45 360 361.