Velkommen til 361 Kano- & Kajakklub, også kendt som 361, en af Danmarks mest aktive kajak- og kanoklubber med plads til alle aldre og ambitioner. I 361 kan du dyrke en social motionsform i det fri, få pulsen op på banerne, hygge med familien eller udleve drømmen om en plads på podiet.
361 er en traditionsrig klub, der ønsker at ligge forrest sportsligt og lægger vægt på det sociale. Besøg klubben og hør mere. Vi er placeret i de skønneste omgivelser på Nybrovej 361.
For mange medlemmer er klubben stedet man foretrækker at opholde sig og nyde natur, træning og samvær med andre livsnydere. Klubben råder over to huse. Det hvide klubhus med stråtag rummer køkken, toilet, hyggerum, kontor og møderum. Det gule hus med tegltag har omklædning og bad i stueetagen og styrketræningsrum på 1. sal. Husene står til rådighed for medlemmerne, der selvfølgelig er med til at holde faciliteterne pæne og ryddelige.
361 er medstifter og en af de drivende kræfter bag Regatta Gladsaxe, hvor vi i samarbejde med Gladsaxe Kano & Kajakklub og Nybro-Furå Kano- og kajakklub afholder stævner på Bagsværd sø. Du kan læse mere på www.RegattaGladsaxe.dk.